RNFoto - Serier 2021 - Dommer: Søren Langkilde Madsen

Instagramprofil  - hjemmeside  Sørens materiale om fotoprojekter   Sørens mteriale om Billeder

Baggrund
Det vigtigste ved en bedømmelse er at den helt og holdent er et udtryk for dommerens subjektive synspunkter og billedsyn. Det er derfor vigtigt at man ikke lægger mere i bedømmelsen end dette.
Mit billedsyn er opbygget gennem et langt liv med billeder samt mit arbejde med fotografiet. Min inspiration kommer fra mange steder. Det kan være franske fotografer fra Atget til Doisneau eller amerikanske fotografer fra Ansel Adams til Mary Ellen Mark. Men det der tidligt lagde grundlaget var nok Viggo Rivad. Senere kom Krass Clement og ikke mindst Marianne Grøndahl.
Men min inspiration kommer fra mange sider. Jeg har f.eks. et antal gange udstillet sammen med malere, skulptører og en enkelt gang - en sølvsmed. Nok ret naturligt er inspirationen malere det der har haft stor indflydelse på mit arbejde.
--------
Generelle indtryk af serierne
Det første og største indtryk er det imponerende arbejde der er lagt i disse mange serier. Rigtigt mange har lagt stor energi i at udnytte netop det en serie giver mulighed for, nemlig en fortælling plus at vise et godt håndværk.

Hvis jeg ser hen over alle serierne så er indtrykkene følgende:
Der er en lille gruppe serier der er tynde i indhold og gennemførsel. De bærer mere præg af manglende frasortering og resultatet er simpel repetetion.

Der er en ret stor gruppe hvor der meget tydeligt er arbejdet med en ide til serien. Udgangspunktet i disse serier er alt fra det helt nære og konkrete og til emner af mere abstrakt karakter. Men det er ret fantastisk at se at så mange faktisk har arbejdet med serie ideen.

Der er to serier hvor der er arbejdet seriøst med et emne og en serie. Men af hver sin årsag har jeg alligevel valgt at rykke den helt uden for placering. Den ene serie fra en operation. Serien er teknisk flot gennemført. Ideen er gennemført, men fortællingen er tynd. Det er mere en klinisk dokumentation end en fortælling. Den anden serie er af en ung nøgen kvinde der leger med skygger på væggen. Ideen er rigtig fin, men meget svær at gennemføre. Billeder som disse kræver en enorm æstetisk kvalitet hvis de ikke skal falde til jorden. Endelig er der en gruppe af serier der har en stærk fortælling og som er flot gennemført. Disse serier er flot håndværk og fin inspiration.